Retsikkerhed frem for alt

Danmark betegnes som en retsstat, og med den seneste tids højt profilerede sager som
FE-skandalen, mink-sagen og rigsretssagen mod Inger Støjberg må man sige, at
diskussionen om, hvad det – at være en retsstat – lige præcis indebærer, er mere aktuel
end nogensinde.

De nævnte sager udspiller sig i vores samfunds øverste offentlige forvaltning, hvor lovene
defineres, udformes og forvaltes til eksempel for resten af samfundet. Derfor er det ikke
overraskende, at også de mere ”jordnære”, lokale offentlige forvaltninger har udfordringer
med at overholde loven og sikre vores – dine og mine – rettigheder.

Man siger, at ”Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste”, og hvis
vi tager et kig på, hvordan sagsbehandlingen for mennesker, som er udfordret af et
handicap, udspiller sig, så er vi ikke kendt for noget godt.

De mennesker, der lever med et handicap, har som udgangspunkt rigeligt at slås med, og i
et erklæret velfærdssamfund som vores bør det være en selvfølge, at de ikke skal være
nødsaget til at spilde unødige kræfter på at kæmpe for at sikre sig den rette hjælp fra det
offentlige.

Landsdækkende initiativer som #enmillionstemmer kæmper f.eks. for, at handicapområdet
skal ud af kommunalt regi og påpeger det ene horrible eksempel efter det andet, hvor den
i forvejen pressede livskvalitet hos familier, som lever med handicap, bliver trykket helt i
bund af kafkaske forvaltningstiltag fra de administrationer, der har ansvaret for at hjælpe.

Kassetænkning og iskolde kalkuler må aldrig gå forud for medmenneskelighed og omsorg.
Senest er rigsrevisionen fremkommet med en sønderlemmede kritik af forvaltningen af
handicapområdet, hvor man konstaterer, at kommunerne i de seneste otte år ikke har
overholdt regler og love i mere end en tredjedel af de sager, som er indbragt for
Ankestyrelsen.

Ligeledes konstateres det, at Social- og Ældreministeriet på trods af erkendt viden om
problemer og uhensigtsmæssigheder i kommunernes forvaltning af handicapområdet ikke
har fulgt op på denne, samt at overvågningen af kommunernes forvaltning af området er
sket på baggrund af et ufuldstændigt og mangelfuldt datagrundlag.

Det er mildest talt en skandale, at dette problem har fået lov til at være uadresseret fra
politisk hold i så mange år. Hver eneste gang, et medmenneske oplever ikke at kunne
stole på den offentlige forvaltning, nedbrydes selve grundlaget for sammenhængskraften i
vores samfund: Den tillid, vi grundlæggende har til, at vi alle vil hinanden det bedste.

Forsvinder den tillid, er det potentielt samfundsnedbrydende, så det bør være første
prioritet hos vores politiske ledelse at sikre, at samfundets administration i sin
sagsbehandling respekterer vores retssikkerhed og overholder loven.