Familien Først

Den primære dannelse som menneske sker for de flestes vedkommende i familien. Her
skabes de grundlæggende normer og værdier, som siden bliver til byggesten for det
samfund, vi alle er en del af.

Ansvarsfølelse, respekt for andre, tolerance, omsorg og ikke mindst evnen til at være en
del af et fællesskab tilegnes bedst i opvæksten og i det daglige samliv med sine
nærmeste. Det er også i familien, vi lærer om og får mulighed for at videreføre centrale
traditioner og værdier.

Når jeg forhåbentlig bliver medlem af Folketinget, vil mit udgangspunkt bl.a. altid være at
sørge for gode rammer for familielivet uanset hvilken form for familie, der er tale om.

Velfungerende familier er grundlaget for et velfungerende samfund. Derfor ønsker jeg, at
hver enkelt familie får friere rammer til selv at afgøre, hvordan deres familieliv skal
indrettes, så det giver familiens medlemmer størst mulig tryghed og det bedst mulige
fundament for tilværelsen. Det offentlige må ikke tage ansvaret for børnenes opdragelse
fra forældrene, men skal i stedet skabe bedre muligheder for, at familierne selv kan
indrette deres egen hverdag.

Den nuværende statsminister og hendes regering har i den grad sat sig i spidsen for en
politik, som hævder at skulle varetage vores børns tarv, hvilket især kom til udtryk under
hendes nytårstale i 2020, hvor hun plæderede for, at der skal anbringes flere børn i
statens varetægt, og den efterfølgende politiske aftale med den sigende titel ”Børnene
Først”.

Jeg er ikke i tvivl om, at intentionerne er gode, og at staten selvfølgelig skal støtte og
hjælpe de børn, som reelt har behov for det – også hvis den eneste løsning er en
tvangsanbringelse.

Men det er en farlig vej at gå og et voldsomt mandat at give et system, som slet ikke er
gearet til at håndtere så voldsomme indgreb i de familier, der rammes af en
tvangsanbringelse. Ved at rette fokus så entydigt på barnet undergraves familiens
legitimitet som det vigtigste fællesskab i et barns liv, og vi risikerer at smadre familier frem
for at give dem den støtte, der skal til.

Vi skal så vidt muligt hjælpe hinanden i de fællesskaber, vi naturligt indgår i, frem for at
overlade opgaven til det offentlige. Det betyder, at man i familien, vennekredsen og
lokalsamfundet skal tage ansvar for at hjælpe hinanden gennem livets svære perioder. Det
sikrer sammenhold og fællesskab, når vi tager ansvar for hinanden, og det sikrer
grundlaget for vores frihed.

Desværre opstår der også situationer i vores liv, hvor de nære relationer ikke i tilstrækkelig
grad kan løfte opgaven med at hjælpe. I de situationer skal kommunerne være
myndigheder, hvor man trygt kan henvende sig i forvisning om, at man bliver taget seriøst.

Om det er lillebror, som er autist, mor, som rammes af længerevarende sygdom, eller
bedstefar, som skal have hjælp til at klare sig hjemmet, så skal vi have tillid til, at vi bliver
mødt af medarbejdere, som med udgangspunkt i høj faglighed og med respekt for vores
retssikkerhed yder kvalificeret vejledning og støtte. Det forudsætter, at vi sikrer en
kommunal administration, der er organiseret og indrettet på en måde, så den er i stand til
at yde en lovformelig sagsbehandling, som lever op til det fastsatte serviceniveau.

Staten er til for os, der bor i Danmark, og det er os, der bestemmer, hvor højt
serviceniveauet skal være. Som medlem af Folketinget vil det derfor være én af mine
mærkesager at fokusere på at sikre, at den offentlige administration til hver en tid er
indrettet i henhold hertil og sætter Familien Først.