Samfundets svageste

“Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste.“ og i Danmark skal vi være kendt for at behandle dem godt.

Prædikatet “samfundets svageste” er måske ikke det mest flatterende, eller et der er forbundet med stolthed. Men sandheden er, at vi alle på et eller andet tidspunkt i vores liv havner i den kategori – om vi vil det eller ej.

Når vi er svage, har vi brug for støtte fra vores samfund. Om vi er spæde, syge, handicappede, kommet til skade, arbejdsløse eller slet og ret blevet gamle, så er der udformet politiker, indrettet systemer og etableret organisationer som har til opgave at hjælpe os bedst muligt igennem de tider, og de udfordringer vi i den sammenhæng har med at sikre vores livskvalitet.

Når vi er svage, har vi som udgangspunkt rigeligt at slås med, og vi skal selvfølgelig ikke spilde unødige kræfter på at føre vores sag og sikre os den hjælp og støtte fra det offentlige system, som vi har brug for og krav på.

Når vi er svage, skal vi kunne stole på at det samfund som omgiver os og som vi alle er en del af, gør alt hvad det kan for at støtte os i at blive aktive samfundsborgere igen, eller som minimum sikrer at vi har et værdigt liv.

Jeg var heldig, og kom mig heldigvis forholdsvist hurtigt efter min voldsomme skade. Jeg var godt nok sygemeldt i tre måneder og nåede at blive afhængig af smertestillende opioider. Men takket være især min kone – som er sygeplejerske – passer jeg i dag mit arbejde på fuld tid, sidder i Byrådet, fører valgkamp og kan nøjes med at besøge min fysioterapeut en gang om måneden.

Det er langt fra alle som er så heldige.

Mange oplever ikke kun at skulle kæmpe for at få deres liv til at hænge sammen, men også med et offentligt system som fremfor at forvalte efter lovens intention, forvalter efter lovens bogstav.

De oplever at rigide og i mange tilfælde ulovlige sagsbehandlingsprocesser som opsætter forhindringer frem for at støtte.

De oplever at det personlige ansvar som den enkelte sagsbehandler rettelig burde have, smøres ud på hele organisationen. Hvilket gør det besværligt at skelne mellem, og navigere i, hvem der reelt har ansvaret for de afgørelser der træffes i forbindelse med den sagsbehandling man er genstand for.

De oplever uigennemskuelige klageprocesser hvor ingen vil tage ansvar.

De oplever overbelastede statslige klageinstanser som har spillet fallit og ikke stiller nogen til ansvar.

De oplever at få knækket deres tillid til, at samfundet vil deres bedste, og at vores højt besungne sociale sikkerhedsnet rent faktisk er i stand til at holde hånden under os når vi har brug for det.

Den tillid skal vi have genoprettet.

Vi kan ikke leve med at vi har et system som fremfor at gøre os stærkere og sikre vores livskvalitet, gør os svagere og modløse.

Det er dit og mit ansvar – og ikke mindst interesse – du aner ikke hvornår du bliver svag og får brug for støtte og hjælp.