KRIGSVETERAN…ELLER DET DER LIGNER
Jeg har det svært med veteranbegrebet, men når der nu er defineret en hel politik efter det, så kan jeg jo ikke så godt løbe fra, at det er en kategori jeg falder ind under – selvom jeg egentlig helst definerer mig selv som: soldat.
I løbet af de 25 år jeg var soldat har jeg været udsendt i krig fire gange, og sammenlagt i mere end to år.
Først som ung sergent på Balkan i start-90’erne, og sidst som voksen, familiefar og officer i Afghanistan.
Så jeg kender til det at være i krig.
Jeg kender til det at blive skudt på og at skyde igen.
Jeg kender til det at opleve sine kammerater blive dræbt og såret.
Jeg kender til det at skulle komme hjem igen og indordne sig i et samfund, som ikke rigtigt forstår hvad det er det har bedt os – veteraner – om at gøre på dets vegne.
De følelser, reaktioner og værdier der kan være forbundet med det – og som også har drevet mig ind i politik – , satte Politikens Sarah Skarum, på forbilledlig vis ord på, da 20 års krig i Afghanistan kulminerede i kaos og flugt.
————————————————————————–
SYV DØGN MED AFGHANISTAN-VETERAN:
Tirsdag
»Jeg passer mit almindelige arbejde i Jabra, der laver headsets. Jeg arbejder primært hjemmefra.
For nogle uger siden snakkede jeg med Irak-officer Anders Kærgaard. Han er meget pikeret og spørger, om vi ikke kan gøre noget.
Men jeg magter det ikke.
For seks år siden gav jeg den fuld gas og forsøgte at få ændret tolkeaftalen, der står som en skamstøtte over den danske indsats i Afghanistan.
Vi fik 500 Afghanistan-veteraner til at skrive under.
Vi fik foretræde for Forsvarsudvalget.
Vi brugte alle muligheder som borgere i vores demokrati, og vi fik intet ud af det.
Det må være nogle andre, der kan løbe med den.
Men så begynder journalisterne at ringe, og de ved ingenting.
Trine Bramsen siger, som man sagde ved indgåelsen af tolkeaftalen, at ingen tolke var ansat af Danmark, men var hyret gennem britiske og amerikanske firmaer.
Men de gik i dansk uniform.
Det er fuldstændig mangel på forståelse og respekt for de virkelige forhold og total ansvarsforflygtigelse.
Jeg var i Afghanistan på hold 9, vi havde fem dræbte og flere sårede end de foregående fire år.
Det gør noget ved ens krop, når man er i krig et halvt år og ikke ved, om man vil overleve næste dag.
Man bliver mere følsom, man kan mærke sin krop, men jeg kan også blive nærmest for manisk og opslugt.
Jeg har haft kontakt med en del af tolkene, siden jeg kom hjem.
En af dem flygtede for fire-fem år siden, men kom først for to måneder siden til Frankrig. Han har kæmpet sig ud fra en flygtningelejr i Bosnien.
En anden fik afslag efter en samtale på et kontor, hvor der hang en seddel om nisselegsordningen på sagsbehandlerens opslagstavle.
Jeg prøver at passe på mig selv, men jeg bliver også sur og vred. Som om veteraner ikke har nok at slås med, skal vi også have dårlig samvittighed over, hvordan Danmark behandler tolkene.
What the fuck, altså?
Regeringen mødes med partierne, de siger, der er god tid til at finde en løsning«.
Onsdag
»Jeg arbejder hjemmefra igen.
Da aftalen offentliggøres, er politikerne ih så glade.
Det er fint, men det er ikke nok. Tolkene får ikke hjælp. Den her aftale kun handler om de lokale ansatte på ambassaden og kun de seneste to år.
Jeg sover fint. Jeg har været professionel soldat i 25 år. Jeg kan lægge mig ned og sove når som helst.
Jeg går op i god mad, men jeg kan sagtens spise mad, der ikke smager godt.
Det er en soldaterting, du skal hvile og genopbygge din kampkraft. Det bliver tæsket ind, at har man fem minutter, tager man soveposen frem. Også selv om man kun kan ligge der i to minutter, fordi det tager tid at pakke op og i. Basic fundamentale funktioner er jeg supergod til.
Jeg har kontakt med flere tolke i Afghanistan og med ham, der er i Frankrig. Han er bekymret for sin familie i Afghanistan«.
Torsdag
»Jeg arbejder.
Jeg er med i TV 2 NEWS om morgenen. Jeg får sagt, at det er fint, man hjælper dem på ambassaden, men hvad med dem, der virkelig havde røven på slibestenen, og som har været i fare de sidste ti år?
Jeg snakker med journalister mellem mine møder. Det føles som et deja-vu, jeg siger det samme som i 2015.
Om aftenen skal jeg i Deadline – DR. Jeg har lært, at det er godt at have nogle punchlines, så jeg får kaldt tolkeaftalen »en bureaukratisk dødsmaskine«.
Min ældste søn på 22 har aldrig været ude med mig før, så jeg spørger, om han har lyst til at se DR Byen.
Han har selv aftjent værnepligt i Den Kongelige Livgarde, men nu er han ved at uddanne sig til elektriker.
Hvis han havde villet være professionel soldat, ville jeg have støttet ham, men jeg har aldrig tilskyndet mine sønner til at tage det karrierevalg«.
Fredag
»Endnu en arbejdsdag.
Jeg har tre-fire møder. I løbet af dagen skal min yngste søn på 16 vaccineres anden gang.
Jeg bliver ringet op af to folketingspolitikere fra forskellige partier, der begge siger, om vi veteraner, der har kontakt med tidligere tolke, sådan under radaren, kan sige, at de skal søge hjælp via den gamle tolkeaftale.
Den her gang vil aftalen ikke blive fortolket så hårdt. Tolkene skal sende en mail. Det er fint nok, at de ringer. Men jeg studser over, at det er vores opgave som veteraner at hjælpe tolkene, og så ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde. Tolkene skal sende en e-mail, mens landet er ved at falde fra hinanden.
Er det virkelig, hvad vi har at gøre med?
En e-mail?
Jeg ringer til en anden officer, Caspar Stefani, og vender med ham, hvad vi skal gøre. Vi laver facebookopslag, selv om de har sagt »under radaren«. Men hvilke andre måder er der at gøre det? Det skal bare blæses ud«.
Lørdag
»Min kone og jeg sover længe. Vi vågner ved halvtitiden, laver en kande kaffe, som vi drikker i sengen til ved 11-tiden.
Jeg følger med på sociale medier, men vi er også i haven og går tur med hundene. Vi handler ind, og om aftenen ser vi et program på TV 2.
I min barndom var der ’Gæt og grimasser’, hvor Grethe Sønck altid lige skulle ligge på gulvet og rode rundt. Konceptet er det samme i det her program.
Jeg snakker i telefon med en veteran, som har været udsendt tre gange. Han er uddannet jurist, og jeg har en ejerskiftesag på mit hus. I halvandet år lavede han ikke andet end den slags sager. Det snakker vi om«.
Søndag
»Vi står sent op.
Vi følger livesendingen på DR1 (af Talebans erobring af Kabul, red.). Efter en times tid kører det i ring.
Vi går lidt i haven og smider nogle blomsterfrø – valmuer, for at det ikke skal være løgn. Jeg bruger alt for meget tid på min telefon. Jeg kan se, at jeg har brugt 20 procent mere tid på den end ugen før.
Da Kabul falder, er det ikke en overraskelse. Det er som et plaster, der meget, meget langsomt er blevet hevet af.
Jakob Ellemann-Jensen er ude at sige, at de, der døde, ikke døde forgæves. Hvad fanden ved du om det, tænker jeg. De har tændt et lys i mørket, skriver han.
Et lys i mørket? Samtidig er der 43 lys, der er slukket, som står utrolig klart i dag (de 43 dræbte danske soldater i Afghanistan, red.).
Det havde været smukt at ofre sig for noget, hvis det var lykkedes, men at folk skulle dø for noget, der nu er blevet til ingenting, var det ikke værd. Jeg tror ikke, nogen af dem, der døde, ville være tilfredse med at dø for at tænde et lys.
Men det gav mening i øjeblikket. Når man befinder sig på kamppladsen, kæmper man for hinanden og for sit liv, der gav det mening at dø, man er klar til at dø for hinanden. Det er præmissen, som alle er med på. Lige der i det isolerede rum gav alting mening, også min indsats.
Men nu?
Det var ikke risikoen værd.
Vi mangler en fælles fortælling om, hvorfor vi var i Afghanistan.
Alle kan komme med deres eget bud.
For Nato eller for at bygge pigeskoler?
Det er et kæmpe problem for veteranerne, at vi mangler det fælles narrativ.
Vi taler ikke om krigen, jamen, det er, som om krigen er luget ud af det politiske sprog.
Jeg ved ikke engang, hvad en anden veteran mener. Så man føler sig alene«.
Mandag
»Jeg arbejder hjemme igen.
TV 2 er forbi med en sendevogn.
Jeg får en sms, om jeg vil være med i DR P1-Debat.
Men jeg orker ikke.
Værten skriver, hun kan lokke med Claus Hjort Frederiksen. Men jeg tror ikke, jeg orker flere politikere.
Jeg ser Søren Pape Poulsen skrive, at Joe Biden har fejlet.
What the fuck?
Luk nu røven. I har selv været en del af det her i 20 år.
Hvorfor give skylden til andre?
Jeg er faktisk virkelig træt. For jeg har været i battlemode. Det er også en krigsskade. Når man er i ildkamp, får man det sindssygeste adrenalinkick, når nogen skyder efter dig, og du skyder tilbage.
Bagefter er du bare fuldstændig færdig, du besvimer nærmest, når du er i sikkerhed.
Jeg blev suget ind i det igen. Jeg har forsøgt at påvirke, hvad der skulle ske. At man forstod, man skulle sige til tolkene ’er du i fare’ og så stole på dem. Som vi stolede på dem, da vi var i krig sammen.
Jeg føler mig helt tom.
Vi begyndte at hive plasteret for 10 år siden.
Det er endelig slut.
Krigen er slut.
Nu har vi tabt«.