ET NATIONALT STOCKHOLMSYNDROM

Først og fremmest; en kæmpestor tak til de 213 som brugte tid og ressourcer på at sætte sig ind i hvad jeg står og kæmper for, og derefter besluttede at bruge deres stemme på mig, personligt.

213 stemmer var selvfølgelig langt fra nok til noget som helst. Men det bekræftede mig dog i, at min tilgang til at kommunikere min tilgang til det politiske arbejde er den rigtige, og en jeg vil holde fast i.

Men også, at den på ingen måde ikke passer ind i en valgproces, som poliske organisationer og medier – over tid, og i uhellig alliance – har udviklet til et veritabelt kræmmermarked, hvor form til hver en tid trumfer indhold, og hvor vælgerne, for de flestes vedkommende, føler sig tvunget til at træffe deres valg på et grundlag der har samme grad af substans, som når de på sociale medier tager en test på hvilken slags pizza de er.

Min partikollega fra Slagelse Byråd – Christopher Trung Poulsen – har i et opslag på Facebook, betegnet min valgkamp som værende; ”ekstremt autentisk”. Et prædikat som jeg er utroligt stolt af at have opnået. Jeg er meget glad for at min intention har været synlig – problemet var så bare at den ikke gjorde mig synlig nok.

”Vi har de politikere, vi fortjener”, og indtil at vi danskere gider at re-claime vores demokratiske model, og engagere os aktivt i de opstillingsberetigede vælgerforeninger, der udvælger de kandidater der stiller op ved vores valg, så vedbliver udbudet på valg-buffetten med at være det samme, og baseret på fåtallets smag. Det er da tankevækkende, at så mange har valgt retter fra bufetten, som ved sidste valg var henholdsvis tun-mousse og lagkage med tal på, men nu er skiltet som værende lasagne og rødgrød med fløde.

Albert Einstein definerede sindssyge som værende det; at gentage den samme handling igen og igen og forvente et andet resultat hver gang.

Jeg siger ikke vi er skøre, men det er da påfaldende, at vi bliver ved med at vælge de samme mennesker, som vi hævder at stole mindst på, til at lede det land vi bor i.

Lige nu er det under en (1) procent af befolkningen som er medlem af et parti. Forestil jer at vælgerforeningerne var bredt funderet i lokalsamfundende og at de rent faktisk gik op i om deres kandidater nu også havde tilknytning til den kreds de de-facto skulle repræsentere i Folketinget. Så ville lokalforankringen være sikret, den enkelte borger ville måske føle at afstanden til deres repræsentant på Christiansborg var noget kortere, og repræsentanten ville måske også føle en større forpligtigelse overfor dem som havde valgt hende/ham.

”Hvis du ikke stemmer, så har du ikke lov til at brokke dig” lyder en fortærsket opfordring til at engagere sig aktivt i valghandlingen og leve til sit ansvar som borger i et demokrati.

Jeg syntes i den grad at den trænger til en omskrivning, som kunne lyde noget i retning af, at ”Hvis du stemmer, så har du også et ansvar for hvem du sætter den på”. Den er lidt mere forpligtende og fordrer at man følger med i og op på hvordan ens stemme bliver forvaltet.

Så det er op til flertallet at skabe forandring.

Engager dig i vores demokrati, ellers vil jeg garantere dig for, at næste gang du står ved buffeten og fylder på tallerkenen, så får du et stykke med tun-mousse der smager som rødgrød med fløde.