RETSSIKKERHED OVER ALT
Hver eneste gang, et medmenneske oplever ikke at kunne stole på den offentlige forvaltning, nedbrydes selve grundlaget for sammenhængskraften i vores samfund: Den tillid, vi grundlæggende har til, at vi alle vil hinanden det bedste.
Danmark betegnes som en retsstat, og med den seneste tids højt profilerede sager som FE-skandalen, mink-sagen og rigsretssagen mod Inger Støjberg må man sige, at diskussionen om, hvad det – at være en retsstat – lige præcis indebærer, er mere aktuel end nogensinde.
De nævnte sager udspiller sig i vores samfunds øverste offentlige forvaltning, hvor lovene defineres, udformes og forvaltes til eksempel for resten af samfundet. Derfor er det ikke overraskende, at også de mere ”jordnære”, lokale offentlige forvaltninger har udfordringer med at overholde loven og sikre vores – dine og mine – rettigheder.
Man siger, at ”Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste”, og hvis vi tager et kig på, hvordan sagsbehandlingen for mennesker, som er udfordret af et handicap, udspiller sig, så er vi ikke kendt for noget godt.
De mennesker, der lever med et handicap, har som udgangspunkt rigeligt at slås med, og i et erklæret velfærdssamfund som vores bør det være en selvfølge, at de ikke skal være nødsaget til at spilde unødige kræfter på at kæmpe for at sikre sig den rette hjælp fra det offentlige.
Landsdækkende initiativer som #enmillionstemmer kæmper f.eks. for, at handicapområdet skal ud af kommunalt regi og påpeger det ene horrible eksempel efter det andet, hvor den i forvejen pressede livskvalitet hos familier, som lever med handicap, bliver trykket helt i bund af kafkaske forvaltningstiltag fra de administrationer, der har ansvaret for at hjælpe.
Kassetænkning og iskolde kalkuler må aldrig gå forud for medmenneskelighed og omsorg.
Senest er rigsrevisionen fremkommet med en sønderlemmede kritik af forvaltningen af handicapområdet, hvor man konstaterer, at kommunerne i de seneste otte år ikke har overholdt regler og love i mere end en tredjedel af de sager, som er indbragt for Ankestyrelsen.
Ligeledes konstateres det, at Social- og Ældreministeriet på trods af erkendt viden om problemer og uhensigtsmæssigheder i kommunernes forvaltning af handicapområdet ikke har fulgt op på denne, samt at overvågningen af kommunernes forvaltning af området er sket på baggrund af et ufuldstændigt og mangelfuldt datagrundlag.
Det er mildest talt en skandale, at dette problem har fået lov til at være uadresseret fra politisk hold i så mange år. Hver eneste gang, et medmenneske oplever ikke at kunne stole på den offentlige forvaltning, nedbrydes selve grundlaget for sammenhængskraften i vores samfund: Den tillid, vi grundlæggende har til, at vi alle vil hinanden det bedste.
Forsvinder den tillid, er det potentielt samfundsnedbrydende, så det bør være første prioritet hos vores politiske ledelse at sikre, at samfundets administration i sin sagsbehandling respekterer vores retssikkerhed og overholder loven.