SOCIALFORVALTNINGENS VANVIDSBILISTER
Om børnefaglige undersøgelser og (u)lighed for loven…
Der kommer mere og mere opmærksomhed på kommunernes forvaltning af det specialiserede børn og ungeområde – og hvis du ikke lige er skarp på hvad det indeholder, så er det altså alt lige fra tvangsanbringelser og til støtte i hjemmet af familier med handicap.
De seneste par måneder har 24syv morgenflade – Reporterne – med Anna Munch i spidsen – afdækket den ene skandale efter den anden, og de er kun lige begyndt at kradse i overfladen. Jeg vil anbefale dig at følge med, og hvis du har børn – så vil jeg anbefale dig også, at orientere dig om hvordan det står til i din kommune – for det kan sagtens blive dig og din familie som er hovedpersoner i den næste historie.
For et år siden lancerede Ekstra Bladet – journalist Helle Bjerg Fuusagers (nu Frihedsbrevet) podcastserie ”I de forkerte hænder”, hvori hun metodisk afdækker hvordan den nu voldsdømte psykolog Michael Adam Guul, på uvederhæftig vis massefabrikerer de forkætrede forældrekompetenceundersøgelser (FKU’er), som danner grundlag for især anbringelser af børn. Den skal du høre, ikke så meget på grund af den mildest sagt karismatiske psykolog, men mere på grund af det system som ukritisk aftager hans undersøgelser, og uden tøven anvender dem som grundlag for, at træffe afgørelser der har voldsom indgribende effekt på menneskers liv og levned.
I relation til grundlaget for disse indgribende sager, så er der et emne som ikke har været behandlet endnu – de børnefaglige undersøgelser.
En børnefaglig undersøgelse er fundamentet for en sag om støtte til børn og unge. Den kaldes populært for en §50-undersøgelse – efter den paragraf i serviceloven som fastlægger kravene til en sådan.
Heri fastsættes; ”Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges forhold. Undersøgelsen, der betegnes som en børnefaglig undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.”
Dernæst følger en uddybning af form og indhold af undersøgelsen, og i stk. 7, en fastlæggelse af, at; ”Undersøgelsen skal afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte…”
Da vores liv imploderede i slutningen af januar 2019, forledte Solrød Kommune os til at indvilge i en frivillig akut anbringelse af vores søn, for som den ”rare” dame fra Familieafdelingen sagde; ”…er alternativet tvangsmæssig anbringelse på en akutinstitution”. Lidet vidste vi, at det havde de slet ikke lovhjemmel til, at vi dermed havde givet afkald på at få prøvet kommunens afgørelse i Børn og unge-udvalget og dermed få juridisk vejledning og støtte fra en advokat.
Med kommunens akutte anbringelse af vores søn startede også nedtællingen af de fire måneder som de har til at afslutte den børnefaglige undersøgelse – en anbringelse er nemlig også at regne for særlig støtte, selvom det nok er en ”støtte” de fleste vil frabede sig.
På det første møde med vores sagsbehandler proklamerede hun også at der skulle gennemføres en børnefaglig undersøgelse. Problemet var bare at, kommunen havde anmeldt os til politiet, og de derfor havde besluttet, at de ikke måtte give os aktindsigt så længe straffesagen verserede. Hvilket gjorde at de ikke kunne diskutere sagens detaljer med os, og da vores – forældrenes – input, er en afgørende del af den børnefaglige undersøgelse, kunne de ikke komme i gang.
Så det næste lange stykke tid skete intet. Straffesagen trak ud, og kommunen foretog sig ingenting. Vores søn var anbragt i noget der mest minder om varetægtsfængsel, fik ikke at vide hvorfor han var fjernet fra sit hjem, skiftede anbringelsessted fire gange på otte måneder, fik ingen psykologstøtte, hans mistrivsel eskalerede og han tog 12 kilo på i vægt.Vi forældre var ligeledes fanget i en tidslomme hvor alle dage lignede hinanden og det føltes som om at han var blevet fjernet dagen før.
Vi begyndte at undersøge vores rettigheder og den lovgivning som kommunen traf sine afgørelser ud fra.
Og så begyndte vi at klage.
Vi begyndte at undersøge vores rettigheder og den lovgivning som kommunen traf sine afgørelser ud fra.
Og så begyndte vi at klage.
Kommunen var smarte. De brugte deres lovbestemte fire ugers frist til at behandle vores klager, hvorefter de gav os afslag, og videresendte dem til behandling i Ankestyrelsen. En snedig måde at købe sig selv mere tid, og holde besværlige forældre stangen, idet en klage ikke har opsættende virkning på afgørelsen.
Men noget tydede på at vi ikke var helt galt afmarcheret i vores klagepunkter, for Ankestyrelsen sendte fire ud af fem klager tilbage til genbehandling i kommunen. En af disse var et pålæg om at vores sag skulle indbringes for Børn og unge-udvalget for at disse skulle tage stilling til det samvær som vores søn havde med os.
Mødet i Børn og unge-udvalget skulle finde sted i starten af december, altså mere end ti måneder efter at vores søn var blevet anbragt. Mødedatoen blev meldt ud fire uger før, og på dette tidspunkt var straffesagen stadig ikke afsluttet, og den børnefaglige undersøgelse stadig ikke gennemført, i og med kommunen stadig ikke ville give aktindsigt og diskutere sagen med os.
En uge før vi skulle møde i Børn og unge-udvalget modtog vi administrationens oplæg, og den dokumentation som udvalget skulle træffe deres afgørelse ud fra. Og sørme om et af de otte dokumenter ikke var en 54 sider lang børnefaglig undersøgelse, som vi på ingen måde var blevet inddraget i udfærdigelsen af. Hverken vi eller vores søn var blevet partshørt eller havde fået mulighed for at afgive vores kommentarer til den.
Da mødet i Børn og unge-udvalget var vel overstået begyndte vi at kigge nærmere på den børnefaglige undersøgelse. Vi brugte tre måneder på at dissekere den, undersøge lovgivning og bestemmelser, kom frem til at den var slet og ret ulovlig, og på ingen måde levede op til de i servicelovens §50 fastsatte krav.
Den 23. marts 2020, altså 14 måneder efter at vores søn var blevet anbragt, fremsendte vi en 36 sider lang klage over den børnefaglige undersøgelses ulovligheder. I mellemtiden var straffesagen overstået og vi havde nu fået aktindsigt i sagen, så vi havde op i mod 2500 siders journalnotater at sammenholde den med.
Familieafsnittet brugte de sædvanlige fire uger på at behandle vores klage, hvorefter de gav os delvist medhold i nogle af klagepunkterne – uden dog at specificere hvilke – og sendte klagen til yderligere behandling i Ankestyrelsen. Derudover traf de afgørelse om at der nu skulle udarbejdes et tillæg til undersøgelsen og at det skulle være en ekstern konsulentvirksomhed som skulle stå for den del.
Her skal jeg lige nævne, at der ikke er noget som hedder et tillæg til en børnefaglig undersøgelse. Det er en helhedsorienteret undersøgelse, begrænset i tid og rum, og man kan ikke bare tilføje et tillæg efter forgodtbefindende.
Her skal jeg lige nævne, at der ikke er noget som hedder et tillæg til en børnefaglig undersøgelse. Det er en helhedsorienteret undersøgelse, begrænset i tid og rum, og man kan ikke bare tilføje et tillæg efter forgodtbefindende.
Ankestyrelsen brugte en uge på at nå frem til en afvisning af klagen med argumentet om, at udfærdigelsen af en børnefaglig undersøgelse hører under sagsbehandling, og at afdækningen af eventuelle ulovligheder i den forbindelse ligger uden for deres kompetenceområde.
I en kommune er borgmesteren øverste ansvarlige for kommunens sagsbehandling, så vi klagede derfor nu til ham. Men han sendte den blot tilbage til den selvsamme afdeling som havde udfærdiget undersøgelsen, og de var ikke sene til at frikende sig selv, og fremhæve, at der jo nu skulle udarbejdes et tillæg til den oprindelige undersøgelse, hvorfor vores klage jo et eller andet sted var blevet imødekommet.
Men vi stod stadig med uforrettet sag – hvem skulle tage stilling til vores klage om at den børnefaglige undersøgelse var ulovlig?
Vi prøvede Folketingets Ombudsmand. Men han kom hurtigt med et svar om at han ikke havde kompetencerne til at afgøre lovligheden af en børnefaglig undersøgelse.
Så det fik vi ikke så meget ud af.
Vi havde ikke så meget at miste, så for sportens skyld indvilgede vi i at medvirke i udarbejdelsen af ”tillægget” til den børnefaglige undersøgelse. Det viste sig at det opdrag som konsulenthuset havde fået, i virkeligheden var udarbejdelsen af en helt ny børnefaglig undersøgelse, kommunen havde bare bedt om at den blev kaldt et tillæg.
Vores søn blev hjemgivet i slutningen af juni 2020, efter 514 dages anbringelse, og to måneder senere modtog vi den færdige børnefaglige undersøgelse. Et dokument, hvis brødtekst var udarbejdet af det eksterne konsulentfirma, men analysen og konklusionen af sagsbehandleren. Ikke overraskende handlede dokumentet ikke om hvorvidt vores søn havde brug for støtte, men primært om at retfærdiggøre de afgørelser og beslutninger som kommunen havde foretaget i forløbet.
Tilbage sidder vi med en børnefaglig undersøgelse som var 19 måneder om at blive udfærdiget, 15 måneder forsinket og færdig to måneder efter at den ”støtte” (anbringelsen) som den skulle retfærdiggøre var afsluttet.
Kommunens første forsøg på at udfærdige undersøgelsen var ulovlig, og primært ansporet af at de lige pludselig skulle præsentere dokumentation for Børn og unge-udvalget, som dette kunne træffe afgørelse ud fra. Her er det i øvrigt slående, at hverken dommeren eller de to fagspecialister – hvis opgave det er at sikre lødigheden af den dokumentation som fremlægges for udvalget – opdagede at undersøgelsen var ulovlig.
Så det helt store spørgsmål er; hvem sikrer at den børnefaglige undersøgelse – fundamentet for al særlig støtte – er udarbejdet korrekt og lovformeligt?
Hvis de fagpersoner som har haft ansvaret for behandlingen af vores sag, havde samme forhold til færdselsloven som de har til service-, forvaltnings- og retssikkerhedsloven, så havde de på nuværende tidspunkt ikke noget kørekort og deres biler ville være beslaglagt.
Men der er ikke nogen konsekvenser for dem som bryder loven. Retssikkerheden for børn og forældre eksisterer kun hvis administrationen respekterer den.
I øvrigt tales der slet ikke om lovbrud eller lovovertrædelser. Hvis en sagsbehandler ikke partshører en borger, overholder frister eller giver klagevejledning, så er der tale om beklagelige fejl… men selvfølgelig kun hvis de bliver opdaget.